»Over de gyldne Skove
der blaaner den høje Aas.
Somren er gangen til Hvile nu,
har slaget sin Dør i Laas.
Somren og saa den Nattergal,
de to er nok fulgtes ad — —
Hvem skal nu lyse min Sorg til Ro
og synge mit Hjerte glad?
Hvem skal synge min Sorg i Blund?
— Kun Een jeg kender, det kan;
men han er dragen med Somren
og Nattergalen af Land.
Somren henvejret, med den hans Tro
som Løvetanden dens Fnugg —
Over de øde Agre
der driver den kolde Dugg.
Duggen blinker fra Hegn og Straa,
i Gryet aarie den skælver — —
Ingen kan Elskovs Kvide forstaa,
som haver ej kendt den selver.«