Jeg tror, det er de Tusinder af Graner,
spredt Byen over som en Æresvagt
med slanke Spyd og dunkelgrønne Faner,
der har fra tavse Skove med sig bragt
det højtidsfulde, vi i Luften aner,
— en Stemning af en egen stille Magt,
der med et Smil, saa mildt og dog alvorligt
betager Hjærtet stærkt og uvilkaarligt. —
Den daler over os som Alfespind,
af synligt og usynligt sammentvundet.
Hvad vi fik kært, nærværende og svundet,
er i dens fine Vævning virket ind.
Den tæmmer Vilddyrdriften i vort Sind
som Lænken, hvormed Fenrisulv blev bundet.
Selv uhaandgribelig, den holder nede
det grumme, det splidagtige og vrede.
Vi store — ak! — hvor blinde tidt vi gaa!
hvor haardt vi tager, og hvor plumpt vi træder.
Den lærer os at agte paa det smaa,
at handle varsomt, færdes let paa Taa,
som Børn at leve med i Barnets Glæder
og trøste, naar et lille Hjerte græder.
Thi Barnets Verden, hvor det smaa bli’r stort
og stort bli’r smaat — har Julen helliggjort. —
Ja Du, som kunde Verdensorglet tvinge
at sprænge Rummet med sit Jubelbrus
og aldrig dog har lagt en Vraa i Grus,
men lemper Tonen for de smaa og ringe —
du, som trods Gloriering og Englevinge
vil tage Herberg i et ydmygt Hus,
— — o Jul! Du Hyttegæst og Verdensfavner!
Besøg hvert Hjerte, som din Glæde savner!