Jeg fostred en Blomst bag Rude.
Den drak hvert eneste Solskinssmil,
og skærmet mod skarpe Vinde
den satte Blomst i April.
Men da jeg planted den ud i Maj
og Vaaren dens Væxt betroede,
— da visnede den. Jeg tænkte paa Dig
og blev ret sælsom til Mode.
Aanded jeg ej for tidligt
den Længsel ind i dit Hjertes Knop,
som giver Rosen dens Rødme
og lukker dens Bæger op?
Kaldte vi ej paa Som ren, før
dens Time var kommen, Kjære —
og er din Vilje ej altfor skør
til Elskovs Roser at bære? —
Nej, jeg vil tro og haabe
Gud Eros kjender hver Plantes Tarv,
og hvor han sender sin Sommer,
dér skænker han Væxt og Marv.
Den komme aarle, den komme sent
— af Naade dog Elskov gives
og vil bevare det Hjerte rent,
hvor den slaar Rod og trives.