„Jeg gik ad Stien langs Agrens Skel,
det var den hellige Julekvæld.
Det var Vorherre hans Fødselstime,
fjernt ude hørtes en Klokke kime.
Fra Marken lyste den hvide Sne,
foroven var ikke en Stjerne at se.
Men da jeg steg over Gærdets Sten,
da tændtes paa Himlen i Øst der én.
Og hvor jeg bøjed i Kløften ind,
dér faldt over Sneen dens hvide Skin.
Som da jeg skred under Skovens Bryn,
drog frem for min Tanke et helligt Syn:
Der steg de foran mig som Søjler i Kirken:
den stærke Eg og Bøgen og Birken —
Med kraftige Stammer og Lokker af Sne:
Skovens de hellige Konger tre.
I Støv laa Kronernes gyldne Pragt,
henslængt den løvtunge Purpurdragt;
hvert Stykke ofret, Tomme for Tomme,
alt som det lakked ad Julens Komme.
Og Stjernen randt over Skoven op,
dens Straale sitred paa Granens Top —
den unge Gran med sit smækre Spir,
for Foden Kronernes gyldne Zir.
Snebræmmet stod den, i Vaarens Farve:
Livshaabet selv ved den smuldrende Larve.
De trende Konger fra Sommerens Slot
de hylded med Undren den unge Drot.
Og Stjernen højt over Skovens Læ.
Den hilste Granen som Julens Træ.”