Nu tømmes Kirken under Orglets Brus
— et Skridt fra Lyset kun til Dødens Skygge
Og efter Løftelsen i Herrens Hus
gaar Festens Vej til Hjemmets jævne Hygge.
Gennem den dunkle Kirkegaardsallé,
hen under Lindetræers nøgne Kroner
vi vandre tavse paa den frosne Sne,
mens Julesalmen end for Øret toner.
Ved Laagen skilles vi. „Gaa Du med Gud!
Beskik Dit Hus! Bered vort Julemaaltid.
Som hine Sværmere i Kirkens Oldtid
jeg maa en Stund i Ensomheden ud.
Paa øde Mark, hvor Haren har sit Skjul,
ved Gærdet med den visne Rejnfans Stængel
Dér har mit Møde jeg med Julens Engel,
og efter det først kan jeg holde Jul!”