Nu har dit Hus Du helt beset,
hvert Rum er inspiceret,
og Du har sunget, danset, lét
og spillet paa Klaveret.
Nu kun lidt Aftensmad i Hast
— Du selv os Theen laver —
Saa gier tilsidst vi os i Kast
med vore Bryllupsgaver.
I Stoffets Overflødighed
en Stund vi os fortaber,
indtil af lutter Mødighed
af Hjertens Lyst vi gaber.
Saa foreslaar jeg, viljestærk,
vi skubber Alting fra os;
det vorde Ugens første Værk
at ordne dette Kaos.
Stræk Du nu Pusselankerne
hen paa Chaiselongens Hynde,
og lad os saa i Tankerne
Udsmykningen begynde.
Det koster kun et Vink — og vips!
Armstager, Jardinièrer,
Figurer, Billeder og Nips
i Rummet sig grupperer.
Thi Fantasien i en Fart
gør Sommerfugl af Larve
og lægger over Alting snart
sit Festskruds rige Farve.
De mange Enkeltheder smukt
den til et Hele smelter,
og snart er hver en Tomme dækt
af Væggens nøgne Felter. —
Saa synger ved Klaveret Du
den lille Sang af Heise,
og saa til Slutning lidt endnu
vi snakker om vor Rejse.
— — Der var et Billed — — ja, af hvem?
— Jeg kan mig ej besinde
paa Navnet! — Notebogen frem!
dèr er det vist at finde.
Men som jeg søger, flagrer der,
før jeg det kan forhindre,
af Bogen ud et skrevet Blad,
som gemtes i dens Indre.
Du snapper ganske ugenert
det lige for min Næse,
og med det Udraab.: „Nej! Et Vers!”
begynder Du at læse:
„Ja, jeg tør det ikke dølge. Jeg har drømt om denne Nat,
i hvis dunkle Purpurbølge jeg skal synke med min Skat.
Naar bag Himlens Tempelbue Dagen slukket har sin Bavn,
gennemlyst af Blodets Lue vinker hendes hvide Favn.
Men bag Natten med dens søde, fyrigtømme Favnetag
lyser mig et Gry i Møde af en lang livsalig Dag.
Modnet efter Blodets Gæring, Elskovs Drue, født af Jord,
men med himmelsk Ild og Næring funkler festligt paa vort Bord!”
— — —
Men, Skat! Du staar jo ganske rød!
Har mine Vers Dig saaret?
— — Med Et Du sidder paa mit Skød
og rusker mig i Haaret.
„Du dumme, hæslige Poet!
Jo — du er mig den rette!
Hvad næppe Du har drømt og set,
skal strax paa Rim Du sætte!
„Hvad Lod kan lignes vel med vor,
vi arme Digterkoner!
Slet ingen veed sig sikker for
sin Mands Indiscretioner.
— Men Han kan prøve — hører Han!
det mindste Træk at nævne
af vort intime Liv — — saa kan
Han tro, jeg skal mig hævne!”
Og anden Gang af Hjertens Grund
min arme Skalp Du ryster.
Men sluttelig Din varme Mund
til min Du fyrigt kryster.
„Ja bi! Det skal Du faa betalt!"
jeg springer op — men førend
jeg naar Dig, er Du smuttet alt
bag Sovekammerdøren.