Klart lyser Maanen. Færgens Dæk
af Duggens Væde glinser.
Igennem Natten krydser Glimt
fra Fyrets Farvelinser.
Mens Skibet sindigt kløver sig
en skumhvid Vej i Vandet,
vi staar i Stavnen, Du og jeg,
og ser mod Fremtidslandet.
Ak! Gaar det Dig som mig, min Brud,
at denne Uges Færden
er lig en Drøm, et Eventyr,
kun halvt af denne Verden?
Som Guder, over Jordens Duns
vi svævet har paa Skyer,
beundrende Natur og Kunst,
Musæer, Kirker, Byer — —
Nu vender fra den høje Flugt
til Jorden vi tilbage.
Forude dukker Hjemmet frem
med sine Spir og Tage.
Og dog — som det sig viser hist
i Maanens Sølvslør hyllet,
selv over det er noget vist
uvirkeligt, fortryllet.
Og dette Indtryk svinder ej,
da Skibet vi forlader
og vandrer ene to vor Vej
ad genlydfyldte Gader.
Over det maanehvide Torv
sin Skygge Dômen kaster.
Hvor øde Alt! Om Hjørnet kun
en sildig Vandrer haster.
Et enkelt Lysglimt fra en Kvist
paa natlig Syslen tyder.
Alt ellers roligt. Ingen Lyd
den dybe Stilhed bryder.
Kun nu og da fornemmes fjernt
en Vagthunds hæse Gøen
og Dampmaskinens dumpe Støn
fra Færgen hist paa Søen.
Henover Pladser Vejen gaar,
hvor Broncemonumenter
som tryllebundne Kæmper staar,
der Løsningsordet venter.
Tro mig: Naar Midnatsstunden snart
Domklokkens Bas forkynder,
et Spøgeri af sælsom Art
paa dette Sted begynder. —
Nu er vi Byens Udkant nær;
vor Vandring er til Ende.
Ser Du i Maanens fulde Skær
det hvide Hus hist henne.
Paa første Sal er Lys. Hvor kønt
det vinker med sin Hygge —
Dèrinde, Elskte, er det Hjem,
hvor vi skal bo og bygge.
Endnu som en fortryllet Borg
det ruger paa sin Gaade.
Om Fryd det rumme skal, om Sorg,
kan selv vel ej vi raade.
Men een Ting kan vi: Dele tro
selv det, der falder sværest.
Saa bliver, veed vi, denne Bo
af alt paa Jord os kærest. —
For Genbohuse er vi fri,
— det ærgrer dig vel ikke?
Ned i en gammel Have vi
kan til Erstatning kigge.
Jeg tilstaar Dig: den Udsigt her
mig Stedets Værd fordobler.
Ser Du de store Æbletræer
og Hegnets høje Popler.
Er Du tilfreds? — dit Blik, dit Smil
jeg som et Ja vel tyder,
og til Bekræftelse et Kys
din friske Mund mig byder.
Nuvel! Saa vil det Indre end
Dig volde større Glæde.
Kom lad os med lyksaligt Sind
vort første Hjem betræde.
Jeg aabner Gadedørens Laas,
— den knirker helt fortroligt.
Paa Trappegangen Amplens Skin
os møder mildt og roligt.
Og se! Hist toner Ida frem,
— en Husalf, af de tykke —
og knikser sit „Velkommen hjem!
Velkommen! og til Lykke!”