Ak, mindes du, Veninde,
de lyse Foraarsstunder,
da Livet endnu var os
et Eventyr, et Under —
da Luften klang og sitred
af fjerne Melodier,
og Skoven laa og blaaned
med løndomsfulde Stier —
da Vaarens grønne Fylde
skød frem i yppig Trængsel,
og vore Hjerter skælved
af Ungdom og af Længsel?
Og Blomsterne, vi plukked —
hvor store, farverige!
Gad vidst, om der paa Jorden
endnu vel findes slige!
Vi hørte Gøgens Kukken
og Kurr af Skovens Duer,
men Himlen saa’ vi næppe
for Løvets grønne Buer. — —
Nu ligger over Bunden
Bladfaldets gule Dynger,
alle Blomster er visne,
og ingen Fugle synger.
En Tornekrone flettes
af Tidslen kun og Burren.
Kragernes Skrig har afløst
Skovduens kælne Kurren.
Og Fugtigheden siver
nedad de nøgne Grene
og drypper over Stien,
hvor jeg vandrer — alene.
Og I, mit Hjertes Strenge!
hvor brustent nu I klinger!
Min Lykkedrøm er styrtet
til Jord med brudte Vinger.
Thi det er Løvfaldsstunden,
og Nætterne er dunkle.
— Men over nøgne Kroner
ser jeg Stjernerne funkle.