Højt stod det i den dunkle Nat
med Stjerneskrift paa Himlen sat
det tavse: Mene, Tekel!
Tolvslaget lød. I Graven brat
nedsank det gamle Sekel.
Men se! Af Østens Purpurbræm
i samme Stund et nyt gaar frem
— en Dronning af Guds Naade.
Hun smiler som en Sfinx. Men hvem
kan løse Smilets Gaade?
Er det som høje Syners Tolk
med Helsebod for Jordens Folk
hun os i Møde træder.
Hvad eller bær hun Gift og Dolk
skjult bag de gyldne Klæder?
Er det fra Nattens Stjernehvælv
et „Fryd dig, Zion!” eller „ Skælv!”
hun fører tavs paa Læben? —
Du Folk, som spørger — spørg dig selv!
Hvad er din egen Stræben?
Af den dit Liv, din Skæbne groer.
Og peger opad blot dens Spor,
— den Vej kan Ingen spærre.
Thi han, som over Stjerner bor,
er ogsaa Seklets Herre!