I Buelampers Skær jeg vandred om.
Omkring mig steg og bruste Folkevrimlen.
Som fra en Lysbrønd saa’ jeg op mod Himlen.
— Den syntes slukket, sort og stjernetom.
Men da jeg naaede fra den travle By’s
kunstige Dag en Markvejs mørke Øde
og skued op — da funkled mig i Møde
Høstnattens fulde Pragt af Himmellys.
Og i en Dis, den stod vel en Snes Favn
til Vejrs — Intelligensens Atmosfære —,
laa som en Verden for sig selv vort kære
frigjorte, selvtilfredse København.