Fra Pulterkamrets Vinduesglug
helt oppe under Taget
har vi en Udsigt fri og smuk
til hele Nabolaget.
Forneden ligger Bryggergaard’n,
saa Træer og røde Tage,
en gammel Kirke uden Taarn
og Bæltet længst tilbage.
Men mine Øjne søger tidt
langs Baggaardslænger lave
over et brunmalt, højt Stakit
ned i en gammel Have.
Langs Husets Gavl den vilde Vin
sig tæt og frodigt ranker.
— Den Have én Gang kaldtes min
og gaar mig ej af Tanker.
I Omfang var den just tilpas
— ej stor og ej for liden:
en aaben, solbeskinnet Plads
med tæt Buskads langs Siden.
I Nord gav selve Huset Læ,
mod Syd sin Front det vendte.
Nær det et mægtigt Pæretræ
sin brede Løvskærm spændte.
Om Vinteren i Sneens Skrud
laa Haven trist og bar.
Vi titted længselsfuldt derud
ad Dobbeltvindvers Glar.
Sørgmodig knejste efter Jul
vor Gran i Sneen ene,
og alle Spurve søgte Skjul
mellem dens grønne Grene.
Men frydefuldt det var at se
og for de Smaa en Glæde,
naar de kom ud at slaas med Sne
og køre rundt i Slæde.
Dog Solen, alt som Vintren led,
fik Sneen smeltet væk,
og bag Buskadset i dens Sted
der myldred Gæk ved Gæk.
I Marts, naar Luften fik Azur,
og Middagssolen brændte,
og Krokus langs den røde Mur
de gule Flammer tændte,
og Hyazinterne sprang ud
som blaa og hvide Lys,
— da skønned vi, nu var der Bud,
at Vaaren kom til Bys.
Og blev saa Havemanden meldt
— den gode, gamle, kendte —
saa vidste vi, officielt,
at Vintertiden endte.
Han graved Plæne og Rabat,
og Gangene fik Grus,
mens Stæren fløjted som besat
hver Morgen fra sit Hus.
Og Buskene fik grønne Slør,
det brød fra hver en Kime,
og aabnet blev vor Havedør
— det var en festlig Time!
Naar Duft af nysudsprunget Løv
— Vaarluftens stærke Drue —
udvejrede for Kvalm og Støv
den lumre Vinterstue.
Og der blev plantet Bed ved Bed
og saaet i lange Baner.
Narcissen stod i Herlighed
med Iris, Tulipaner.
Og Pæretræet sprang i Blomst
— en Pragt, som Ord ej maler.
Da hilstes Somrens Atterkomst
med funklende Pokaler.
Og Nattens milde Regn blev gydt
over hvert tørstigt Bed.
Hver Morgen var der noget Nyt
og Smukt at frydes ved.
Men brændte Solen løs fra Gry
og bagte vore Rygge,
da var det rart at søge Ly
i Pæretræets Skygge.
Om Stammen runded sig en Bænk,
hvor svalt og trygt man sad.
Kun nu og da et gyldent Stænk
faldt over Bogens Blad.
Ja, Løvets tætte Skærm gav Ly
selv for en mindre Byge
og vinked, naar i Kvælden man
sin Pibe vilde ryge.
Saa sad vi dér, en lille Kreds,
og snakked, lo og spøgte,
mens Maanen gled — for ej at ses
bag Løvet med sin Lygte.
Dens Sølv om vore Fødder flød
tæt ind mod Skyggebæltet,
og Havestuens Lampeglød
sit Guld i Sølvet smelted.
Og Roserne sprang ud, i Pagt
med dem, i Gry der rinder.
De svulmede i nøgen Pragt
som unge Haremskvinder.
Fra gyldenhvidt til dybest rødt
de Farvebuen spændte.
Over den hele Have sødt
man deres Vellugt kendte.
Mod dunkel Løvgrund lyste grelt
Valmuens Kæmpeblus,
og over Plænens grønne Felt
de blaa Convolvolus.
Stedmoderblomster sammenflød
til fint afstemte Fløjler,
og Blaaregn sine Ranker skød
om vor Verandas Søjler.
Lilla Syrener flirted frit
med lange Guldregnshængler,
og hvide Liljer vugged blidt
paa høje, slanke Stængler.
Hist lyste ung Salat som Rand
om duftende Gemyser.
Her flammed op i gulrød Brand
Nasturtiens Flagrekyser.
Naar Solen sved, hvert Blomster hang
med Hovedet sørgmodigt.
Men strømmed Regnen blot en Gang,
stod alting dobbelt frodigt.
Som i en Farverus vi gik
og følte Blodets Banken,
fik brunet Lød og Ild i Blik
og mere Glød i Tanken. — —
September led. — Der gik et Suk
igennem alle Planter.
Paa Græsset laa den tunge Dug
som store Diamanter.
Og Pragten svandt. Ruinerne
var triste nok at skue.
Kun Kaktusgeorginerne
slog ud i broget Lue.
Men Pæretræet dryssed ned
i Overmod sin Frugt.
Vindruerankerne, der vred
langs Muren deres Bugt,
lod skimte under tunget Løv
de violette Klaser,
— mens Haslen plyndret stod og sløv
med lutter tomme Haser.
Og Stormen kom. Den rev og sled
og i sit Bytte fraadsed.
Den sidste Frugt blev kylet ned
og Havedøren laaset.
Vor Stue blev et Vinterhi,
fra Ovnen Ilden skinned.
Haven stod øde nu. Men vi
bar Sommeren i Mindet.