I mystisk Tvelys farves Himlens Tind
af Maanens Guld og Kvældens Purpurlue,
som naar et broget Glar i Chorets Bue
blander sit Skær med Alterkærters Skin.
Men nede dybt, hvor Lyngens Fløjels-tue
og Skræntens tætte Purr af Tjørn og Lind
mørkt bræmmer Gravens blanke Vandspejl ind,
gløder en Glans af Aftenrødens Drue.
Det pusler sagte mellem Breddens Siv,
Spejlfladen sitrer svagt i bløde Kruser
som Nattens Luft ved Kvidret af en Sisken
og som mit Sind ved blide Minders Hvisken.
Ak! sært med Vemod I min Sjæl beruser,
— I Lønbud om Naturens Elskovsliv.