Over Haven Morgentaagen
bølger som et hvidligt Flor.
Draabestøv paa Græsset tindrer
i dens Slæbekjortels Spor.
Vædeblankt er Villataget
og den vedbendklædte Mur,
og Alleens Kroner skimtes
kun i svævende Kontur.
Dog, som Solen stiger, vokser
Kraften hos den unge Dag.
Ind i Taagens Dødvand skyller
Lysets gyldne Bølgeslag.
Lange Straalekiler bryder
gennem Rummet ned paa skraa;
gennem Dunsterne foroven
anes Himlens dybe Blaa.
Og som Fugtigheden viger
fra et dugget Vinduesglar,
Sløret mer og mer fortyndes,
Luften bliver høj og klar.
O, men se! Lig spredte Rester
af det lette Taagesvæv
rundt paa Træer og Buske hænger
sølverhvide Spindelvæv.
Elverslør langs Hækken skælver
som et gennemsigtigt Flor,
hvori Duggens Draaber glitrer
med en Glans af Perlemor.
Cirkelvæv som klare Ruder
men med Glasset brudt og knust
udspændt mellem Stammer sitrer
i det svage Morgenpust. — —
Hil dig, frodige September,
Sommertid med Høst i Pagt!
Uden Vaarens spæde Ynde,
men med modne Formers Pragt,
rolig drømmende Du hviler
efter travle Dages Stræb,
klædt i Aarets Dronningkjortel
med det grønne Silkeslæb.
Solens Kys har pustet Sløret
fra din Pande og din Kind;
dog i Dybet af dit Øjes
Dunkelblaa det dvæler end.
Lykken lyser fra dit Aasyn,
fra din Lød, saa varm og sund.
Men der bæver dog et Træk af
Vemod om din røde Mund.
Druens Blad og Humlens Ranke
flettes i din Løvportal.
Strunke Georginer luer
op i stærke Farvers Pral.
Og som Rest af Sommerfloret,
blandt Tropæolum og Flox,
blomstrer Høstens sidste Rose,
sart i Duft og bleg som Vox.
Over Tujabuskens flade
stift udhugne Kniplingsløv
Duggens Glimmerregn er drysset
tæt som Diamanters Støv.
Nedad Villamuren vælder
fra den brede Stenkarnis
i en blomstrende Kaskade
hvid og havblaa Clematis.
Ad Verandatagets Stolper
klatrer Purpurvinen op.
Majsen staar med modne Kolber
saftiggrøn med Aks i Top;
kæmpebladet Græskar-Ranken
over Indgangsflisen gror,
bag det grønne bugner Frugten
gul som Smør og globusstor.
Overflod, hvorhen jeg skuer,
fulde Former, Farvers Glød!
Sorte, overmodne Druer,
Abrikosers Gyldenlød,
purpurluende Tomater,
Blommer som en dugblaa Nat,
store gullighvide Æblers
skønne, blodisprængte Skat!
— — O, hvor frydes jeg, September,
ved din friske Frodighed —
dobbelt kær, fordi du dæmper
Jublen med Vemodighed.
Alfevimpler, sølvertvundne,
svæve hen for sagte Vind — —
Ak! far vel, far vel! min svundne
Sommerlykkes Drømmespind!
(1901)