I Alpesneen skær og hvid,
som i et Himmelbrev,
højt over jordens Sorg og Strid
min Elsktes Navn jeg skrev.
Der tegner Dagens første Skin
dets Træk med gyldengult;
der lyser det i Kvælden end,
naar Nat har Jorden skjult.
Der staar det rent i hellig Fred,
som i mit Hjærtes Vraa,
og intet smudsigt, jordisk Fjed
skal træde plumpt derpaa.
Der staar det uforgængeligt
og trodser Frost og Sol,
— i Vintrens Land et Foraarsdigt,
en duftende Viol.
Og naar en Gang i Dødens Favn
jeg kløver Skyens Bryn —
til Afsked da det søde Navn
skal straale for mit Syn.