Der er et Æventyr — veed jeg af hvem? —
hvoraf et Træk staar fæstnet i mit Minde.
Det melder om en ung og fager Kvinde,
hvem Trolddom flytted fjernt fra Slægt og Hjem.
Dem, hun forlod, hun glemte ingen Sinde,
og naar i Tankerne hun favned dem,
da drog et lidet Tryllespejl hun frem,
hvorfra de kæres Træk tilsmiled hende.
Et saadant Spejl — mod Længslens Kval en Lindring,
som sletter Afstand, jævner hver en Hindring,
for to, hvem Skæbnen fra hinanden rev —
fandt jeg, o Elskte, i dit kjære Brev.
Thi gennem hver en Linje, som Du skrev,
lyslevende Du steg for min Erindring.