Endnu i Gaar var Løvet tyndt,
kun halvt af Hylstret krøbet. —
I Dag har Busk og Træ sig skyndt
at faa den lyse Foraarspynt
helt foldet ud af Svøbet.
Og Bøgen som en Kongesøn
slaar ud sin Silkekaabe grøn.
Hvad Vaaren virkede i Løn
har Maidagssolen røbet.
Endnu i Gaar mit Sind var trist,
mit Mod saa trangt og trykket;
paa alt jeg saa som Pessimist,
af egen Modgang først og sidst
jeg Malurtstanker brygged.
I Dag er Himlen atter blaa,
Forsvundne alle Skyer graa;
og Jorden, som jeg træder paa,
er lys og blomstersmykket.
Endnu i Gaar min Skat var mut
og intet Blik mig sendte.
I Dag har Vreden hun Fortrudt
og til Forlig et Kys mig budt,
ja, mange Fler in mente.
Hurra! Naar Rosen springer ud,
hun stander i sit Bryllupsskrud!
— I Maj jeg Fæstet har min Brud,
og Somren er i Vente.