Der løber bag Krattet en liden Sti,
den vinder sig op under Lide.
Mindes Du, Elskte, den Morgenstund
vi gik der Side om Side? —
Af Violens det rene Blaa
og Skovsyrens Kalk, den skære
plukked jeg i den unge Dag
en Skænk til min Hjertenskjære.
— Skovsyrens reneste Hvide,
Violens det trofaste Blaa;
det var, som gjennem det Farveskær
i Vaarens Øje vi saa.
Blomsterne, veed jeg, er visnet længst
som Alt, hvad der fødtes af Jord.
Frodigt dog af mit Hjertes Bund
hver Dag det blomstrer og groer.
Alle mine Tanker, de bedste jeg har,
og alle de Længsler rene,
— vide skal Du, min Hjertenskjær,
de blomstre for Dig alene.
Hver den Kime udi min Sjæl,
som gjemmer lidt Godt og Smukt —
ved Dig skal den drages for Dagen frem
at blomstre og sætte Frugt.