Hver lille Sangfugl i sin Rede smutted.
Af Solskin, Blomsterduft og Varme mættet
sit Sommerfugleliv nu Dagen slutted.
Men Skumringen, som lydløst kom og sletted
de skarpe Omrids ud med Hænder bløde,
en stille, lun Skjærsommernat forjætted.
Vi sad paa Skrænten — ak, vort første Møde!
og sagte Ord, som Elskov former dem,
i stille Strøm fra vore Læber fløde.
Da lysned Østens fjerne Himmelbræm,
et rødligt Skjær kom stærkere til Skue.
Vi tænkte, det var Maanen, som steg frem,
i Opgang glødende med jordisk Lue
for siden lutret, sølver-ren og mild
at vandre Banen over Himlens Bue.
Men Flammen blussed stedse mere vild
som Fakkelskjær fra kaade Glædesfester.
Snart fatted vi, der rased hist en Ild
af dem, som, naar den først er bleven Mester,
fortærer graadig alt, hvad den faar fat,
og levner Aske kun og svedne Rester.
Vi sad og saa derpaa den halve Nat,
til Skjæret langsomt sygned hen og døde
paa Himlen som en Stjernetaage mat. —
Det, elskte, var vort første Stævnemøde,
men ej det sidste. — Hastig Aaret svandt.
Jeg ser omkring mig. Alt er sort og øde.
Og du er borte. — Varslet talte sandt. —