Der er Maaneskin i Gaden.
Blændende med sølvblaa Prikker,
over fugtigblanke Tage
som nyfalden Rim det ligger.
Over mig den lyse Klode
glider tyst ad Nattens Vove,
lig en Kokosnød, en gylden,
fjernt fra Himlens Palmeskove.
Som en Skyggeplante Byen
Voxer frem af Nattens Dække:
Spir, Gesimser, Skorstenspiber
blege sig mod Lyset række.
Mulmet mer og mere viger,
løses op i luftig Taage,
trykker sky sig op ad Muren,
smutter ind i snævre Kroge.
Ud og ind i Fortovskyggens
dybe Vinkler, skarpe Takker
slikker Maanelyset stille
som en Sølvstrøm mellem Slakker.
Alt i Slummer dybt er sænket,
tæt tilhyllet hver en Rude.
Ingen Lyd. Kun fjernt fra Fjorden
hører jeg et Dampskib tude.
Og til højre hist paa Hjørnet
af en snæver skummel Slippe
lyser mat en rødlig Lygte
udenfor en ussel Kippe.
Under Tummel aabnes Døren,
vilde Raab i Natten skingre;
sorte Skikkelser, beruste,
planløst bort i Mørket slingre.
— Lyden svinder. Over Gaden
sænker Stilheden sig atter.
— Kun fra Porten hist jeg hører
sagte Hvisken, dæmpet Latter.