Med Nakken paa de bløde Armes blændende
blidtslyngte Slangeknude laa hun blundende,
Og bagved stod en Amor, buespændende.
Kys mig igjen, jeg beder dig saa mindelig!
Den, hvem Du bød Din Læbes Bæger, — sandelig,
— hvor tidt han drikker, tørster dog evindelig.
Kast alle brune Øjenpar, som findes,
i Havet! Strø som Perler dem paa Bunden!
— Jeg henter op imellem tusind hendes.
Naar jeg er død og strækkes hen i Kisten,
kom, Elskte, da og læg din Mund til min,
— flux tændes atter i mit Hjerte Gnisten.
Hvordan saa end Dit Liv Du har benyttet,
— ej vil det tykkes spildt, naar det er sluttet,
om kun et Hjerte Du til Dit har knyttet.
Hvor er det dunkelt her i Skumringsstunden;
den ene kan jo næppe se den anden.
— »Dog altid lyst nok til at finde Munden«!
Hvor svært at standse Blikket i dets Søgen,
at tale kølig og diskret som Lægen,
naar Halsen er saa hvid og Skuldren nøgen.
Smaakilderne, som allevegne vælder,
— Sølvstrenge paa den Luth, som Vaaren spiller —
det er i Digtets Verden Ritorneller:
Brat tørres hen det blanke Væld i Aaren,
den spinkle Streng bli’er hastig overskaaren —
Først har den tonet dog med Bud fra Vaaren.
Til dig, som laante mine Fantasier
syvfoldigt Gjenskin af Din Skjønheds Lue,
— til Dig jeg disse Ritorneller vier.
Og finder Du dem, kaade og uvorne,
— husk da, det er min Muses Elskovsbørn,
af ildfuldt Blod, til Sol og Friluft baarne.