Hvor mangen Aften har vi sladret bort
hver fra sin Bred tværsover Møllevældet.
Det var imellem os en tavs Akkord,
at ingen overtraadte Grænseskjellet.
Du støtted Ryg mod Elletræets Rod
og halv paa Skrømt en ivrig Trætte ypped,
mens tankeløst du vipped med din Fod
og Spidsen af din Sko i Vandet dypped.
Snart Skjæmtens Fjerbold fløj fra Bred til Bred
bevinget af din overgivne Latter —
snart kasted vi med stræng Alvorlighed
os ind i højst dybsindige Debatter.
Men naar i Skovens røgblaa Skumringsskjød
sit Aftenguld den røde Himmel dryssed,
fik og vort Sprog en dæmpet stille Glød
og elskovsbløde Ord hinanden krydsed.
Da hang mit Blik ved Læbens Purpurskjær
og tusend Kjærtegn jeg i Tanken røved,
— Men Bækken som et dobbeltægget Sværd
staalblank og kold vort Blomsterleje kløved.