Saa ser jeg da en Gang paa ny
min gamle kjære Fødeby,
hvor jeg som Barn har vandret.
Glad jeg min Hilsen sender dig,
men knap igjen jeg kjender dig,
saa stærkt er du forandret.
Din fordums Grænse har du sprængt,
op over Bakken er du trængt
mod Skoven i det fjerne.
Din gamle brune Murstenskrop
er bleven grundig fixet op
og skinner helt moderne.
Paa Kirken er der sat et Spir.
Men Lindene, dens bedste Sir,
dem har man grusomt fældet.
Og saadan er man blevet ved —
et helt Kvarter er revet ned
som skummelt og forældet.
Det hele er saa flovt og bart.
Man murer op en Bygningsart
af allernyest Dato.
Kun Gaarden hist med Svalen om
staar midt i det moderne Rom
som en forarget Cato.
Men Stadens Stolthed fra i Fjor
er Banens nye Sidespor,
som ned til Kysten fører.
Dens Anlæg er en ren Gevinst!
Halvanden Times Vandring mindst
I et Kvarter man kjører.
Dog ofred gjerne jeg min Tid
for end en Gang at vandre did
som i de svundne Dage.
Jeg tænker, jeg Erstatning fik
i Barndomsmindets Romantik,
som Skoven har tilbage.
Men ak — den Vej jeg gik som Dreng
langs Aaen, paa den grønne Eng
med Blegekonens Lærred,
igjennem det forfaldne Led
og ind i Skovens dybe Fred,
— den Vej har nu man spærret.
Frem under Løvet uden Med,
i Slyngninger paa hver en Led
fra Øst til Vest den vandt sig.
Og dybt fra Skovens Moderskjød
Smaastier gjennem Krattet brød
og med dens Løb forbandt sig.
Dog som en Jomfru kysk og prud
den krammed ej sin Skjønhed ud
for hver en flygtig Frier.
Men den, hvis Bejlen trofast var,
lidt efter lidt den aabnet har
sit Indres skjulte Stier.
De laa paa Lur, de titted frem
bag Tjørnebuskens stive Bræm
og Humlens tykke Fletning.
Hver Sti var som en Slange snild;
den fristede og ledte vild
i hver en Himmelretning.
Da sværmed timevis man blindt
omkring i Skovens Labyrinth
beruset og betagen.
Langs dunkle Søer, Krat og Myr
som Helten i et Æventyr
man leved hele Dagen.
Og slap man saa mod Aften ud
og naa’de paa Instinktets Bud
omsider ned til Stranden,
— da følte man vemodig klart,
at man sit Væsens halve Part
i Skoven lod tilbage.
— — Nu farer man derud med Damp,
i vore Dages Næringskamp
har hvert Minut Betydning.
Nu gjælder det Profiten blot.
Man har endogsaa tænkt saa smaat
paa Vesterskovens Rydning.
Saa fik man da til Stadens Gavn
omsider Midler til en Havn
af større Dimensioner.
Den gamle kan ej mer forslaa,
— det hele vil kun komme paa
en tredive tusend Kroner.
Farvel, min kjære Fødeby!
Du er mig bleven lidt for ny,
— jeg selv maaske lidt gammel.
Kanske du nu har større Værd,
— mig var du forhen mere kjær
med alt dit gamle Skrammel.
Jeg ryster Støvet af min Fod! —
Forvandlet til en Markedsbod
har sig min Barndoms Tempel.
Som fremmed jeg paa ny dig saa,
— Men i mit Hjærte skal du staa
med svundne Dages Stempel!