Graagule Bølger ind mod Kysten vælte,
og Stormen træder nu sin vilde Dans.
Den spiller Boldt med Somrens visne Krans
og sønderflænger Skovens brune Bælte.
Alt overtrækkes med en slimet Glans,
og Landevejen blier et bundløst Ælte.
De fjerne Omrids slettes ud og smelte
og glide hen i Taagens graa Substans.
Bag tykke Skylag skimtes Solen næppe,
og Lyset rinder bort i stadig Ebbe.
Alt er saa farveløst, saa vagt og slapt,
— som smutted Livets faste Former fra os
for atter at opløses i det Chaos,
hvoraf paany en Verden bliver skabt.