Skjærsommersolens stærke Guddomslue,
der sænked sig i Jordens Moderskjød
og gjennem skjulte Aarer Vej sig brød,
i Frugten lader lutret sig til Skue.
Som efter Gjæringen den ædle Drue
er Luften kvægende og klar af Lød,
og kølnet efter Smelteovnens Glød
malmstøbt og fast staar Aftnens Stjernebue.
Den vilde Lidenskabens Tid ei endt,
hvor intet Maal og ingen Skranke ænses,
men hver en Sans i Skaberbrunst er spændt.
Nu kommer Tankens Tid, da Malmet renses,
da Stoffets ubetvungne Element
bag Formens rene Linier begrænses.