Paa Fliserne langs Børsens røde Mur,
hvor Østenvinden sig om Hjørnet svøber,
en lille Frøken ufortrødent løber
frem og tilbage som et Dyr i Bur.
Bag Lindene hun stiller sig paa Lur,
og samme Længsel, der i Knoppen støber
den fine Planteform, sin Uro røber
i hendes Blik og smidige Figur.
Paa én Gang Solen Himlens Forhæng splitter,
en sølvhvid Straale gjennem Luften svirrer
og lægger over Torv og Tage Glans.
Os ret som Skæret hendes Aasyn smitter,
med Smil hun blændet frem mod Lyset stirrer;
en Skikkelse hun skimter. — Det er hans.