Som furet af en Syndflod ligger Marken
med Tøbrudsneens smudsighvide Strøg.
I Skovens Krone hænger Taagens Røg,
og Fugtigheden siver ned ad Barken.
Nu letter Vaaren Taget lidt paa Arken
og sender ud sin Due til Forsøg:
den hvide Gjæk, som af sit spæde Løg
frempipper under Buskene i Parken.
Nu kan det sikkert ikke vare længe,
før Livets Døre atter aabnes vil
for Alt, hvad der er gjemt bag Laas og Stænge.
Da flammer Solen som en Alterild,
Regnbuen spændes over Mark og Enge
af Blomster smaa i broget Farvespil.