— Den stiger, svulmer frem i Farvepragt,
— i Tonens dunkle Løv sig Blomster fletter.
Jeg føler, hvordan Taagen langsomt letter,
besejret mer og mer af Lysets Magt.
Det bryder sig i tusinde Facetter,
— saa splittes Sløret! og i snehvid Dragt,
med Sølverhornet højt mod Himlen sti akt,
»Jomfruen« sig i Ætherhavet tvætter.
Mit lukte Øje ser det som i Drømme.
Jeg hører Lyden af en Alp elur,
og Fjeldet kaster Klangen blidt tilbage.
— O, kraftige og friske Tonestrømme!
I kalde paa mig — opad I mig drage
mod Alpelandets vældige Natur!