Et Sejrsbudskab hid fra Murten runged’,
— men han, som bar det, gav sit Liv i Bod.
Man planted, hvor han segned i sit Blod,
den Lindekvist, som fjernt han havde svunget.
Og Kvisten slog i Klippespalten Rod;
— end har ej fire Sekler den betvunget.
Og Folkets Skjalde har i den besunget
Symbolet paa dets Frihedssind og Mod.
Men dølges kan det ej, — den gamle ældes.
Dens Arme stives maa med Støtter stærke
— som Moses’, da han bad ved Rephidim.
Snart vil af Vinterstormens Hug den fældes.
— Og har vel Folkeaanden endnu Kim
med Spirekraft til sligt et Mindesmærke? —