Et enligt Spor i Sneens hvide Lag,
men intet Levende. — Paa alle Kanter
kun nøgne Stammer, svedne sorte Spanter
af Skovens sørgelige Kæmpevrag.
Foroven Skrig og tunge Vingeslag
af hæse Krager og forsultne Raager,
der flyve hid og did som Havets Maager.
Forneden Bronceløvets haarde Hvislen
i Vindens lavt henglidende Bølgedrag,
der rinder ud og ind med frostklar Rislen.
— Jeg staar ved Stenten. Himlens vide Rum
er mørkt af Skymulm. Men hvor Solen daler,
der flænger Lyset brede Ildkanaler,
hvis Flammeskjær gjør Kveldens Alvor grum.
Til begge Sider langs med Skovens Hegn
har Stormen, lig et Hav i brunstig Brænding,
slængt Skyens Fraade op som stivnet Skum.
I Nord og Øst en øde, snedækt Egn,
hvor Haabløsheden ruger gold og stum,
og hvor mit Blik forgjæves tager Kjending
af Vej og Sti. Nymaanens blege Tegn
bli’er tændt i Sky. Og over Himlens Rande
fremsvulmer Nattens Hav med sorte Vande.