Et Blomsterdrys af Sneens bløde Fnokke,
i Solskin gnistrende fra Mark og Krat,
og Himlens Kuppel over Jorden sat
som en krystalblaa, gjennemsigtig Klokke.
En Hvidhed, der gjør selve Svanens graalig,
med tusind Smaakrystallers Glimmerbrud;
og hver en Skygge tegnet fin og blaalig
som Aarer i en Kvindes klare Hud.
Ak, hvem der svæved nu paa Vinger lette
henover dette Vintrens Liljeflor
for ej med Fodens jordisk-plumpe Spor
den sarte himmelrene Pragt at plette.
Og hvem der som en Boble kunde stige
fra Dybet op mod Overfladens Blaa,
for dèr, paa Grænsen af et ukjendt Rige,
at løses op i Farver og forgaa!