Jeg var mig saa glad en Fugl,
kvidred under Himlens Blaa,
dukked mig lunt i min Redes Vraa,
naar Jorden hvidned mod Jul.
— Nu er mit Hjerte dødt for Sang,
Mismod sidder til Doms der,
og hvor jeg flyver i Skov og Vang,
ser jeg kun visne Blomster.
Jeg havde mig en Mage,
kvidred med mig under Sky,
delte min Redes lune Ly
i lyse og lykkelige Dage.
— Nu er det høstkoldt, Skoven gul
Lyset og Lykken har løjet,
jeg havde en Mage, en liden Fugl
— nu er den fløjet.