Paa Himlen spejles den gryende Dag,
og Havet svøber med dorsk Behag
i Atlask de mægtige Lemmer.
Septembermorgenens isnende Pust
gi’r Blomsterkalken en blodig Rust
og Skoven brunrøde Bræmmer.
Henover det graalig glinsende Spejl,
for Vingernes spidse Latinersejl
der stryger en snehvid Maage.
Paa Flugten — til Tegn, at Dagen er nær —
den dypped sin Vinge i Morgenens Skjær,
som ulmer bag Østens Taage.
Men Havet vrisser i Drømme vredt;
— da sitrer den vældige Krop med Et
som ramt af en lønlig Kvide.
En Blodstrøm farver det purpurrødt;
Bag Atlasktæppet har Dagen stødt
sin Klinge dybt i dets Side.
Og i sin luende Pansersærk,
med flammende Glavind, saa ung og stærk,
— Guldhjelm om den skinnende Pande —
fra Havet, som vælter sin Krop i Blod,
— en Mikael med Dragen under sin Fod —
gaar Dagen frem over Lande.