Jeg har lagt mig paa min Ryg under svajende Trær
i Skovkløftens skyggefulde Kjedel.
Øjet drikker Sommerhimlens Ultramarin,
Blomsterduften pirrer min Gane som Vin,
og Græshoppen sidder mit Øre ganske nær
og stryger sarte Toner af sin Fedel.
Liden Guldsmed krydser vildt uden Ror og Kompas,
til Svalen paa sit skarpe Næb den spidder.
Sommerfuglen tjener i, sin brogede Mondur
som alle de smaa Blomsterfrøkners Postillon d’amour,
og Skarnbassen vralter i sit tunge blaa Kyrads
ud i Verden som en vandrende Ridder.
Det pibler frem med Farver i Middagssolens Spor,
Jordbær de røde Læber spidser.
Ærenpris sig flokker om hvide Orchideer,
Valmuen græder Blod, fra Hylden det sner;
voxgule Caprifolier, blegrøde Rosers Flor
sig slynger mellem Hegnets Berberisser.
Og der sitrer gjennem Luften en dyb Harmoni
fra Somrens det mægtige Orchester.
Myggen spiller Piccolo; den sindige Bi
følger med sin Cello den samme Melodi.
Hvert Instrument har Stemme i den store Symfoni
af Naturmusikens evige Mester.