Hvor Jorden er et Paradis,
naar Spirerne i tusindvis
sig frem af Svøbet vikler.
Da vrimler det med Ærenpris
med Bukkar og Aurikler.
Og Vaaren selv med Omhu stor
fra Grøftebundens fede Jord
dem ud i Friland prikler.
Den sysler som en Gartner travl;
De unge Jordbærbuskes Kravl
med vissent Løv den dækker;
med gule, blaa og hvide Tavl
den Engens Tilje lægger.
Brat smelter Sneen i dens Spor,
— men hvide Klokkeblomsters Flor
med Vinter end os gjækker.
Ved Kveld den slipper Mosens Damp
ved Gry med Skyens bløde Svamp
de spæde Smaa den tvætter.
Og Græsset, der var blegt som Hamp,
med Farvestof den mætter,
Hvert Blad den dækker blødt med Dun,
thi er end Dagen lys og lun,
har vi dog kolde Nætter.
Snart ser den Frugten af sin Flid.
I Juni ved Sankt Hansdags Tid
staar alt i fejrest Grøde,
Frugthaven pranger blomsterhvid,
Valmuerne er røde.
Og da dens Dagværk er forbi,
den fletter sig en Krans, hvori
de første Roser gløde
og fæster den omkring sin Hat:
»Nu kommer eders Brudgom brat
og driver mig af Gaarde!«
Da dufter hvert et Blomster mat
og tynges af en Taare.
Men muntert hilser den med Skjæmt:
»I Morgen Nat den Sorg er glemt!
Farvel! Vi ses ad Aare!« —