Det var Kvæld. Jeg gik langs Floden,
Luften var saa lun og stille,
fjernt en enlig Klosterklokke
ringed Arbejdshvilen ind.
Solen svandt bag Himmelranden,
men dens Skær var end ej slukket,
og en gylden Straalevifte
strakte sig mod Himlens Tind.
Tiberøens gamle Huse,
Klosterkirkens Campanile
stod som mørke Silhouetter
imod Aftenluftens Glød.
Og mit Øje fulgte Floden,
hvor den i sit dybe Leje
gjennem Marmorbuer lig en
gylden Slange frem sig skød.
Aftenskyers spredte Vrimmel
skiftende i Form og Farve,
grønne, gule, violette,
svømmed i et Purpurhav.
Og i Vesten yderst ude
over tungt udskaarne Mure
blaaned Peterskirkens Kuppel
mod en Grund som gyldent Rav.
— Tæt ved Floden i en Lavning
staar et fagert lille Tempel
med sin Vagt af slanke Søjler
ordnede i Cirkelkreds.
Træt paa Trinet jeg mig satte;
Pladsen øde er og stille,
Nu og da ved Aftentide
kun en ensom Vandrer ses.
Længe sad jeg der og drømte.
Himlens stærke Farver blegned;
frem bag Aventinerhøjen
dukked Maanens Sølverkam.
Endnu dvæled jeg paa Stedet,
i min egen Sjæl fordybet,
mærked ikke Tidens Skriden —
sværmed, drømte kun om ham.
— Tys! — da lød der Skridt. Forskrækket
rejste jeg mig fra mit Sæde;
rask en Skikkelse sig nærmed
Templets runde Søjlekrans.
Fly jeg vilde — kunde ikke —
Angst og lønlig Jubel bandt mig —
heftigt Hjertets Slag jeg følte —
— Gangen, Skikkelsen var hans.
Og nu stod han ved min Side,
studsede, da han mig kjendte,
smilte saa og sagde: „Barn dog!
dvæler Du saa silde her!”
Intet mægted jeg at svare,
ej Forvirringen at dølge,
mærked, at hans Øje hvilte
paa mig med et eget Skær.
Blidt han tog min Haand og talte:
„Hvad er Grunden, Angelina,
at Du bleven er saa stille,
færdes tankefuld i Løn?
O, om Du har Tillid til mig,
saa betro mig Din Bekymring —
Da i Gaar vi saas i Kirken,
sig mig — hvem gjaldt da Din Bøn?”
„Svar mig,” hviskede han atter.
Men jeg tav og skjælved bare —
Ak, hvor kunde jeg ham svare,
Graaden mig i Halsen sad.
Nærmere han drog mig til sig,
begge mine Hænder tog han,
bøjed sig og spurgte sagte:
„Sig — var det for mig, Du bad?”
Øjet løfted jeg imod ham,
Ord, nej Ord jeg ejed ikke;
men mit Blik, det taareblændte,
har hans Spørgsmaal dog besvart —
Thi hans Arme var omkring mig,
og jeg droges til hans Hjerte,
af hans Lidenskab betagen,
før jeg kunde tænke klart.
Og han tog mig om mit Hoved,
varsomt, blidt med bløde Hænder,
drejede mod sit mit Ansigt,
kyssede mig varmt og ømt.
Ak, jeg gjorde ingen Modstand,
gav mig villigt i hans Favntag,
nød i dybe Drag den Lykke,
hvorom tidt jeg havde drømt.
Og jeg slynged mine Arme
fast omkring hans blonde Nakke,
drak hans Kys med hede Læber,
svimmel med beruset Sans.
Hjertet hamred, Blodet brændte,
veg som Vox min Vilje smelted,
ej mig selv jeg ejed mere,
— Sjæl og Legem — Alt var hans!
— Tys! da lød der Trin og Stemmer
Nogen nærmede sig Stedet,
og jeg rev mig af hans Arme,
flygted som et Vildt afsted.
Men da Alt paa ny var stille,
standsed jeg ved Gadehjørnet,
vendte mig og saa’ tilbage,
troede sikkert, han var med.
— Ak, men nej, han var der ikke!
Vesta-Templets Torv laa øde.
Længe stod jeg end og bied,
vandred saa tilsidst min Vej.
Halve Natten paa mit Kammer
sad ved Vindvet jeg og drømte,
sært lyksalig, sært beængstet — —
Hvorfor fulgte han mig ej? —