Der skulde gjøres Indkjøb,
i Morges var jeg ude alt,
og over Peterspladsen
min Vej tilfældig faldt.
Saa mørkeblaa var Himlen
og Morgenluften let og frisk.
I Torvets Midtpunkt knejste
den gamle Obelisk.
De mægtige Fontaner
Vandstraalen højt i Vejret skød;
om deres Skumkaskader
Regnbuefarver flød.
I Solskin hvilte Pladsen
bag Colonnadens Cirkelbræm.
En Skyggesøjle voxed
fra Obelisken frem.
Som en Compasnaal viste
mod Kirkens Port den sorte Streg.
Halv ubevidst jeg fulgte
det tavse Fingerpeg.
Jeg løfted Dørens Tæppe
og stod i Cathedralens Hvælv.
Der var i hele Rummet
ej Andre end jeg selv.
Hvor lyste det derinde
af Marmor, Mosaik og Guld.
Den store, høje Stilhed
mig stemte andagtsfuld.
En Flammestribe skød sig
fra Kuplen ned i Kirkens Chor.
Jeg skimted Tabernaklet
som bag et gyldent Flor.
Jeg gik forbi Kapellet,
hvor, hvid af Smerte, høj og skøn,
Madonna sidder stille
med Liget af sin Søn.
Men ved den næste Pille
jeg standsede en Stund min Il.
Paa Marmorgrund er mejslet
en kvindelig Profil.
Det er en nordisk Dronning,
som Kættertroens Lænker brød,
gav Kronen bort og søgte
sin Fred i Kirkens Skød.
Paa Sarkofagen saa jeg
det Alt i Billedskrift fortalt.
Et Haab mit Hjerte fyldte,
— paa ham min Tanke faldt.
De andre Marmorgrave
forbi jeg fløj med hastigt Fjed;
— hvad kom de døde Paver
mit Liv, min Elskov ved.
Saa drejed jeg til Siden,
og under Kuppelen jeg stod;
jeg bøjed mig og kyssed
Apostlens Broncefod.
Hen over Marmorflisen
mod Korsets venstre Fløj jeg skred,
og for Madonnas Alter
i Bøn jeg knæled ned.
Huldt smilede den Høje,
som har for alle Sorger Bod;
af hendes milde Øje
jeg øste Trøst og Mod.
Jeg bad for alle Sjæle
om Fred og Frelse, her som hist;
for alle Sjæle bad jeg,
— for ham dog først og sidst.
Jeg bad Guds Moder vende
hans Sind og Hjerte fromt til sig.
— Jeg bad, hun vilde sende
ham Hjælpen ved mig.
Og da min Bøn jeg endte,
jeg aanded atter mere frit,
jeg rejste mig og vendte
fra Altret mine Skridt. —
Ak, hvor jeg blev forskrækket,
— jeg følte Hjertet stille staa:
Til Nabopillen lænet
stod han, jeg tænkte paa.
Med Skitsebog i Haanden
han tegned paa dens Blade fort;
han saa’ ej op — jeg haabed
ukjendt at slippe bort.
Men just som jeg i Afstand
med lydløst Fjed forbi ham gik,
han løfted Øjet, smilte
og hilste med et Nik.
Han traadte hen imod mig —
jeg blev som Blod af Angst og Blu.
Det var mig rent umuligt
at mødes med ham nu.
Jeg frygted, min Forvirring,
mit Blik ham skulde røbe Alt.
Det aned mig, han vidste,
at ham min Bøn kun gjaldt.
Jeg vendte mig og flyede.
Han kaldte: „Angelina, bliv!”
— Jeg kunde ikke blevet,
havde det gjældt mit Liv!