Blev end, Venezia, Dit Dronningskrud,
Paladsers, Kuppelkirkers stolte Vrimmel,
ej uberørt af Tidens Svamp og Skimmel,
af Sommersolens Brand og Vinterslud — —
Over Dig hvælver Kunsten dog en Himmel,
hvis Glans og Farve aldrig slukkes ud,
— en Skønhedsverden, evig ung og prud,
profan og hellig, kysk og elskovssvimmel.
Den Kunst, som under klosterlig Askese
var bleven blodløs, sygelig og mager,
fik atter Ungdom her og Sundheds Lød
og opstod ung og blussende og fager
med Livets Frodighed og Farvens Glød
i Tizian, Palma, Paolo Veronese.