At denne Svend Felding skal være den samme som den formere Vise omtaler/siunis icke troligt. Thi denne Historie lader sig ansee at være noget yngre end den anden formere Digt. Om det hafver været den unge Svend Felding eller en anden nefnd efter dennem eller udi Slegten/lader jeg hver sin Meening. Dog stemmer vel ofver et/med den almindelige Tale/ at hand hafver været Slegfred/og dog i stoer Ære/Agt og Myndighed. Som det var Sædvanligt med Fredle-Børn/baade her udi Riget og i Norge udi gamle Dage. Det siunis at der er kommen en Nag imellem hannem og den unge Dronning/som hand hafver ført Kongen i Landet/og den kand icke endis/med mindre end at hun giører en af sine beste Kæmper ud paa hannem/som biuder hannem til Kamp. Udi hvilcken Kamp Herr Svend beholder Marcken/og dræber Herr Peder Kæmpe/en af hendis fornemste Mænd hun hafver ført i Landet med sig. Hvor udaf hun haardelige fortørnis/dog hun icke kand fremme sin Villie som det tilbørligen er/at hvercken de Høye eller Lave lade sig tage Regimentet fra/af den forderfvelige Eva/om hvilcken der siges: Qvia obedivisti voci uxoris tuæ &c. Derfore kom all Ulycke.
Der stunder indtil Danmarck/saa mangen ærlig Mand; Did komme fleere Tydske Riddere/end jeg nu nefne kand. De stunde indtil Danmarck.
2. Det var Danner Konning/hand heder paa Svenne to; I bede Herr Svend Felding/i Salen for mig indgaa.
3. Ind kom Herr Svend Felding/og steddis hand for Bord; Hvad ville I Danner Konning?hvorfore hafve I send mig Ord.
4. Hør du kiære Svend Felding/du skalt mit Ærende bortfare; Du skal indtil Tydskland at hente min Hiertens kiere.
5. Skal jeg fare til Tydskland/og hente eders hiertens Kiere; Da vide I vel Danner Konning/jeg kand icke alleene være. De stunde ind til.
6. Hundrede Riddere saa vel Jernklædde/og dem skulle I mig faa; Self vil jeg min Kiortel og Kaabe/med Maard og Sabel underslaa. De stunde ind til Danmarck.
7. Vunde de op deris forgylte Seyl/saa høyt i forgyldene Raa; Saa seyle de ind til Tydskland/vel mindre end Maaneder to.
8. Der kaste de deris Ancker/alt paa den hvide Sand; Det var Herre Svend Felding/hand tren der først paa Land. De stunde ind til.
9. Mit udi den Kongens Gaard/og der afselet de deris Skind; Saa gaa de udi Høyeloft for Kongen og Dronning ind. De stunde.
10. Hel sidde I høybaarne Konning/alt ofver eders breede Bord; Kongen udaf Danmarck/hand hafver send eder Ord. De stunde ind til.
11. Tage I disse Danske Riddere/og sætte I dem til Bord; Det skeede icke med det seeniste/hand byder de Herrer Ord. De stunde ind til.
12. Det svarede Herr Svend Felding/det første hand Judte lille saae; Skam da faa dine Hænder to/som dine Øyne skulde toe.
13. Skam da faa den Kieriste Qvinde/som dig skulde Landet tilhøre; Det er sæd i Dannemarck/de Frøickener holdis til Tugt og Ære.
14. Hør du Herr Svend Felding/du spotte mig icke af Harm; Jeg hafver det for sanden spurt/du est et Slegfred Barn.
15. Er jeg end et Slegfred Barn/da hafver jeg Frender hin beste; Da maa jeg slide Skarlagen rød/og ride med hundrede Heste.
16. Det er aldrig saa arg en Skalck/hafver hand et par røde Hose; Hvor hand kommer i Tydskland/ hand kalder sig være en Rose. De stunde ind til Danmarck.
17. Det er aldrig saa arg en Svick/hafver hun en spranget Hue; Hvor hun kommer i Danmarck/hun lader sig kalde en Frue.
18. Hvad hielper os vi tøfve her/Tiden den monne skride; Min Herre hand lengis hvor os monne gaa/det vilde hand gierne vide.
19. Ville I følge/da er det Tid/jeg giør min Herre hans Villie; Den Gud som eder sammenføyer/kand eder og snart atskille.
20. Det var Herr Svend Felding/tog Judte lille i sin Arm; Satte hand hende i Boncken ned/det giald i hver hendis Tarm.
21. De vunde op deris forgyldte Seyl/saa høyt i forgyldene Raa; Seylede de ind til Danmarck/mindre end Uger to.
22. Det var Herr Svend Felding/hand styret sin Snecke til Land; Det var Danner Konning/hand render sin ganger paa Sand.
23. Det var Herr Svend Felding/hand vester op med sin Hat; Herre! I sprenge icke Ørs i Dag/vi hafve icke Fryden faat.
24. Toge de strax den unge Brud/førde hende paa det Land; Hende times baade Hæder og Ære/saa vel af Qvinde som Mand.
25. De satte hende udi den forgylde Karm/med Ædlesteene besat; Den gaf hende Danner Konning/førre hand tog hende til Egte.
26. Lidet Got mand høyt skal sætte/og selden see der til/der er saa mangen udi Brudskebens Færd/saa underlig løber det Spil. De stunde ind til Danmarck.
27. Det svarede Jomfru Judte lille/det første hun Brudehuset saae; Skam da faa de Tømmermænd som her lagde vind paa.
28. Skam da faa de Tømmermænd/som her toge Øll og Mad; Saa faa hand Herr Svend Felding/som var Høfvitzmand der ad.
29. Det melte Herr Svend Felding/hand kunde den Spot ey lide; Vende I eders Vogn omkring/ad Tydskland lade I skride.
30. Stolperne ere af Silke/og Naffene ere af Eeg; Dig burde icke Jomfru Judte lille/hos Danner Konning at ligge.
31. Det melte Herr Peder Kæmpe/hand var en Helled sterck/i Dag saa vil jeg dyste med dig/om Ørs og hundrede Marck.
32. Nock saa hafver jeg Guld og Pendinge/og der til Pendings Værd; Jeg vil dyste med dig i Dag/for alle Jomfruers Ære.
33. Det første Rend de sammen rede/de Hellede vare baade saa sterck; Sønder gick Svend Feldings Sper/deris Skiolde dref langt i Marck.
34. Da loe hun Jomfru Judte lille/hun smiler under Skarlagen skiøn. Saadanne ere alle mine Hofmænd/jeg førde i Danmarck ind.
35. Det var Herr Svend Felding/hand render til det Brudehuus; Herre/I laane mig eders Ørs i Dag/jeg er af Dysten fuus.
36. Det svared Danner Konning/hand var hans egen Byrd; Saa gierne laaner jeg dig Graabeen/ men du hafver icke Blek her. De stunde ind til Danmarck.
37. De lede Graabeen af Staalden ud/var hastet som en Ørn; I faa hannem Herr Svend Felding/hand er jo icke et Barn.
38. De ledde ud Snaren Graabeen/de lagde Guldsaddel paa; Det er vel meere end Vintre Ni/hand sidst Solen saa. De stunde.
39. Det andet Rend de sammen rede/de Hellede vare saa vrede; Da knælede Herr Peder Kæmpes Hest/hans Hofvet dref langt i Hede.
40. Da græd Jomfru Judte lille/af Harm hun Hænderne slog; Uselig jeg hid til Danmarck kom/med sterckeste Hellede to. De stunde.
41. Da loe hand Danner Konning/hand smilede under Skarlagen rød; Saadanne ere alle de Danske Hofmænd/Som jeg gifver Klæde og Føde.
42. Aarle om Morgen det var Dag/Frue Judte krefde Morgen Gafve; I gifve mig Herr Svend Feldings Hofvet/og andet vil jeg icke hafve.
43. Jeg skal gifve dig rige Borge og Slot/dertil stor Rigdom at volde; Du fanger icke af mine Danne Svenne/som jeg skal Landet med holde.
44. Det svarede Herr Svend Felding/hand stod for sig alleene; Knæler jeg for Judte lille i Dag/da bryste strax begge mine Beene. De stunde ind til Danmarck.
