Der bode en Konning i Babylon,
— De søfarne Mænd. —
fire og tyve Sønner havde han.
De søfarne Mænd, i Lunden dèr grode deres Aarer.
Somme vilde sejle, somme vilde ro,
ingen vilde hjemme hos Faderen bo.
De ginge dennem ned til Strand,
de glemte Gud Fader, Søn og Helligaand.
De lagde dennem ud at sejle til fuld,
de hissede deres Sejl med Silke og Guld.
»Nu ville vi sejle og fare,
ja, vel udi otte Aare.«
De sejle, de sejle paa Bølgen blaa,
de sejled op under et Skærv, som de laa.
Alle vare de Søskendebørn for Sand,
saa nær som den gamle Styremand.
De lagde dem ned at græde:
de havde slet intet at æde.
»I tørve ikke ved at græde:
I ville mig nu slet opæde.«
De toge og bunde ham ved Sejlestang,
de slagte ham som et andet Lam.
De toge og bunde ham ved Sejletræ,
de slagte ham, som Bønder slagte Fæ.
De skare ud Lever og Lunge,
de bare for Kongen unge.
»I salter det Kjød og gjemmer det vel!
før jeg æder deraf, jeg sulter ihjel.«
Da kom der en Due fra Himmelen ned,
den satte sig paa det Sejletræ.
Kongen han taled til liden Smaadreng:
»Du skyd den Due og kog mig den!«
»Jeg er ingen Due, at skyde hændt,
jeg er en Guds Engel, af Himlen sendt.«
»Est du en Guds Engel, som af gaar Sagn:
saa hjælp du os over i Jesu Navn!«
»Lægger eder hen at sove under Ø!
mens jeg sejler over den salte Sø.«
Saa vaagned op den første:
»Nu have vi Vinden den bedste!«
Saa vaagned op den anden:
»Nu ere vi komne til Landen!«
Nu er der Glæde over alle med Gammen:
— De søfarne Mænd. —
Fader og Sønner de komme tilsammen.
De søfarne Mænd, i Lunden dèr grode deres Aarer.