De Fruer sidder paa Lindholms Hus,
De Hovmænd de drikker, de gøres god Rus.
De Fruer kunde aldrig gemme saa riger en Fange.
De Hovmænd de drikker, de gør dem glad,
saa gør og Hr. Verner, i Taarnet sad.
Hr. Verner bar op en Vise og kvad,
det hørte de Fruer, i Loftet sad.
Fru Ingeborg vaagned, og op hun saa:
„Hvilken af mine Møer slaar Harpen saa?”
„Det er slet ingen Harpeslæt,
det er Hr. Verner, han kvæder saa let.”
Fru Ingeborg taler til Svende to:
„I beder Hr. Verner ind for mig gaa!”
Ind kom Hr. Verner og stedtes for Bord:
„Hvad vil I, Fru Ingeborg, hvi sendte I mig Ord?”
„Hør du, Hr. Verner, hvad jeg siger dig:
en Elskovens Vise saa kvæder du mig!”
„En Elskovens Vise jeg aldrig nam,
jeg kvæder en anden, det bedste jeg kan.”
Hr. Verner bar op en Vise og kvad,
der sovned de Fruer, i Loftet sad.
Der sovned baade Jomfruer og Møer,
der sovned Fru Ingeborg under Skarlagen rød.
Hr. Verner han ser sig op udi Vraa,
saa ser han, hvor de Nøgler laa.
Han skuede de store, han skuede de smaa,
saa tog han den Nøgel, til Bolten laa.
Hr. Verner han var de Fruer saa tro:
han hængte de Nøgler paa Lindholms Bro.
Der han kom for oven By,
da bar han op en Vise af ny.
Hr. Verner han vifter med sin Hat:
„I siger mig Fru Ingeborg tusend Godnat.
Krist signe den Frue, der bad mig kvæde,
nu fanger hun mig ret aldrig mere.
Igaar vilde hun ikke for en Skæppe af Guld,
nu faar hun den ikke med Pendinge fuld.”
De Fruer kunde aldrig gemme saa riger en Fange.