Der stod saa høvsk en Jomfru
for Herre Jennus’ Seng:
hun bød hannem Guld og Gave
og dertil Sølvfade fem.
Den Rose vilde han love.
»Jeg giver eder de Sølvfade fem,
de ligge udi min Gjern:
den Tid min Broder skifte med mig,
han vidste slet intet af dem.
Jeg giver eder det Guld saa rød,
det ligger for inden min Kiste:
den Tid min Broder skifte med mig,
han dèr slet intet af vidste.
Jeg giver eder de Snækker tolv,
de ligge i salten Fjord:
Sejlene ere af Silke smaa,
forgyldene Master og Ror.
Jeg giver eder de Foler tolv,
de løbe for norden Skove:
vaare jeg en Svend, som I ere nu,
en Jomfru vilde jeg trolove.«
Det lidde fast ad Midnat,
og Hanen gol paa Bjælke:
»Saa Mænd véd, Herre Jennus!
det er skjøt Tid at hjælpe.«
Det lidde fast ad Midnat,
og Hanen slog sine Vinge:
saa blev hun til en liden Orm,
i Græsset monne hun springe.
Saa haardt sov Herre Jennus,
som han havde været graven i Mulde;
der han vaagned af Søvne op,
han vidste dog alt til fulde.
Det var Herre Jennus,
han taler til Svende tvaa:
»Lægger I nu min gylte Sadel
paa min Ganger graa!
Lægger I nu min gylte Sadel
paa graa Ganger min!
jeg vil ride i Rosenslund
før end Sol opskín.«
Det var Herre Jennus,
han rider ad grønnen Led:
dèr saa’ han den liden Orm,
i Græsset som hun skred.
Det var Herre Jennus,
han bukker over Sadelbue:
saa minded han den liden Orm,
hun blev til saa høvsk en Jomfrue.
Det var Herre Jennus,
han gav den Jomfru sin Tro,
og saa lod han deres Bryllup gjøre,
dem baade til Glæde og Ro.
Den Rose vilde han love.