Der ligger et Bjærg i Østerled,
med Sølv og med Guld det røde:
der inde ligger den lede Lindorm,
han lægger de Lande øde.
Der ligger en Orm for Iserland op over Floden.
Det var Gramvold Kongens Søn,
han vilde til Bern udride:
da fandt han paa den lønlige Sti,
som randt der op under Lide,
Alt til hin stolten Sølverlad op under Liden.
Da fandt han paa den lønlige Sti,
til Sølverbjærg monne lide:
der mødte ham den lede Lindorm,
i Græsset monne hen skride,
Alt til hin stolten Sølverlad op under Liden.
»Vel mødt, Gramvold Kongens Søn!
og hvort da vilt du ride?
hvem kjendte dig den lønlige Sti,
som rinder her under Lide,
Alt til hin stolten Sølverlad op under Liden?«
Svared det Gramvold Kongens Søn,
som Gud skød hannem i Hue:
»Alle de Stier, der jeg kan,
dem haver mig kjendt Vor-Frue.
Det svared han Gramvold Kongens Søn op under Liden.
Alle de Stier, der jeg kan,
dem haver mig kjendt Vor-Frue:
alt skal jeg veje din lede Lindorm,
som Guld bærer under sine Bove.«
Det svared han Gramvold Kongens Søn op under Liden.
Det da mælte den lede Lindorm,
han svared ham alt saa trøst:
»Ikke vejer du den Orm i Dag,
du haver ikke Hjærte udi Bryst.«
Det mælte den Orm for Iserland op over Floden.
Svared det Gramvold Kongens Søn,
han var sig saa fri af Hjærte:
»End skal jeg stride med dig i Dag,
vaare du end tøsser saa stærker.«
Det svared han Gramvold Kongens Søn op under Liden.
Mælte det Gramvold hans gode Hest,
for han kunde Mandemaal:
»Og vilt du veje den Orm i Dag,
maat du have Hjærte som Staal.«
Det mælte han Gramvolds gode Hest op tinder Liden.
Det var Gramvold Kongens Søn,
han drog ud Adelring:
det maatte man høre saa langt af Led,
hvor Ormen skifte Lyd omkring.
Det gjorde han Gramvold Kongens Sen op under Liden.
De stridde i Dage, de stridde i to,
den tredje Dag ad Kvælde:
det var da Gramvold Kongens Søn,
den lede Lindorm han fælde.
Det gjorde han Gramvold Kongens Søn op under Liden.
Det var Gramvold Kongens Søn,
han svang sit Sværd af Vrede:
saa hug han til den lede Lindorm,
dens Hoved røg over Hede.
Saa ligger den Orm for Iserland op over Floden.
Saa tog han det blodige Hoved,
han satte det paa sit Spær:
og saa red han til Sølverbjærg,
han roste udaf sin Færd,
Alt for hin stolten Solverlad op under Liden.
Tog han saa det Ormehoved,
han satte det paa sit Spjud:
og saa red han til Sølverbjærg
og bød stolt Sølverlad ud.
Det gjorde han Gramvold Kongens Søn op under Liden.
»Hel stander I, stolten Sølverlad,
i eders Skarlagen røde!
nu haver jeg vejet den lede Lindorm
og skilt eder ved den Møde.«
Det mælte han Gramvold Kongens Søn op under Liden.
»Og haver du vejet den lede Lindorm
og skilt mig ved den Kvide:
da haver du vundet alt Sølverbjærg,
dèr ligger i Sølvet det hvide.
Det mælte hun stolten Sølverlad op under Liden.
Og haver du vejet den lede Lindorm
og skilt mig ved min Harm:
da skalt du raade for Sølverbjærg
og sove udi min Arm.«
Det mælte hun stolten Solverlad op under Liden.
Mælte det Gramvold hans gode Hest,
for han havde Mandetykke:
»Giver du den Hedning din Tro,
dig sker ret aldrig Lykke.«
Det mælte han Gramvolds gode Hest op under Liden.
Svared det Gramvold Kongens Søn,
i Sadelen der han sad:
»Raader I selv for Sølv og Guld,
min skjønne Fru Sølverlad!
Det svared han Gramvold Kongens Søn op under Liden.
Jeg haver mig en Jomfru fæst
i Østerkongens Rige:
det forbyde den volde Gud,
at jeg skulde hende svige!
Der svared han Gramvold Kongens Søn op mider Liden.
Jeg haver mig en Jomfru fæst,
er Kejserens Datter af Romme:
hver den Dag, der østen dages,
da venter hun min Komme.
Farer I vel, stolten Sølverlad op under Liden!«
Det var Gramvold Kongens Søn,
han kaste sin Hest omkring:
»I haver gode Nat, stolten Sølverlad!
jeg kommer her aldrig igjen.
Farer I vel, stolten Sølverlad op under Liden!«
Bort red Gramvold Kongens Søn,
hans Hest gik alt i Spring:
ude stod stolten Sølverlad,
og hende rand Taar paa Kind,
Alt for hin væne Gramvold Kongens Søn op under Liden.