Saa vel hej!
Hr. Peder kom til Borgeled,
Danerkongen han stod der ved.
Velan! vel over at ride!
»Velkommen, Hr. Peder, Seile min!
har du end ikke hævnet Faders Død din?«
»Jeg haver mig været saa sønderlig,
alt som den Sol hun neder sig.
Jeg haver og været saa vesterlig,
alt som den Sol hun hviler sig.
Jeg haver og været saa norderlig,
alt som den Frost han fryser sig.
Nu er jeg her saa østerlig,
alt som den Dag han lyser sig.
Men aldrig haver jeg fundet den Mand,
min Faders Bane mig vise kan.«
»Hvad da vilt du give den Mand,
din Faders Bane dig vise kan?«
»Jeg vil give hannem Guld og Sølv
og Pendinge, mens han have vil.
Jeg vil give hannem mere:
Snækken med al hendes Rede.«
Det mælte Kongen under Skind:
»Her finder du nu Faders Bane din.
Du tørst ikke ved at lede om Land:
her ser du din Faders Banemand.
Herre Gud han hjælpe nu mig,
saa sandt som jeg vog din Fader fra dig!«
Hr. Peder han slog sig for sit Bryst:
»Du lig kvær, Hjerte! du vær vel tyst!
Du lig kvær, Hjærte! vær ikke for braad!
alt skal jeg hævne, det snarest’ jeg maa.«
Hr. Peder han ganger i Gaarde,
med sit gode Sværd at raade.
»Hør du nu, Sværdet hint gode!
kanst du vel røre i Bloder
Sværdet! vilt du nu hjælpe mig?
jeg haver ikke Broder i Live uden dig.«
»Hvorledes kan jeg nu hjælpe dig?
mit gode Hjalt er i sønder i mig.«
Hr. Peder han ganger i Smedje,
han lader sit Sværd der bøde.
Han lod smedde Hjalten af hvide Sølv
og Knappen af det røde Guld.
»Sværdet! vilt du nu hjælpe mig?
jeg haver ikke Broder i Live uden dig.«
»Vær du kun i din Hu saa haard,
som jeg skal være i Odden snar!
Vær du kun i din Hu saa trøst,
som jeg skal være i Hjalten fast!«
Hr. Peder han ganger til Halle,
som Kæmperne drukke snjalle.
Hr. Peder han vilde sit Sværd der prøve:
otte Kæmper hug han til Døde.
Han hug baade ude og inde,
han spared hverken Mø eller Kvinde.
Han agted hverken Bud eller Bønner,
han spared ikke Kongen og hans Sønner.
Det mælte det Barn, i Vuggen laa:
»Fuld ilde hævner du Faders Død saa.
Fuld ilde har du hævnet Faders Død din;
Gud unde mig en Gang at hævne min!«
»Alt haver jeg nu hævnet Faders Død min,
men aldrig skalt du hævne din!«
Saa tog han det Barn af Vrede,
han hug det sønder i Midje.
»Du stil dig nu, hin brune Brand
du stil dig i Vor-Herres Navn
Det mælte Sværdet baade træt og mod
»Nu lysted mig efter dit eget Blod.
Og havde du nu ikke nævnet mig,
ret nu skulde jeg have vejet dig.«
Hr. Peder gik sig til Smedje,
lod slaa sig Jærn om Midje.
Han lod slaa sig Jærn om Haand og Fod,
for han vilde gange af Landet ud.
Saa tog han sig Pilgrimsstav i Hand,
saa for han sig saa vide om Land.
Han for sig over Ørsels Hav,
og han gik til den hellige Grav.
Ikke da kunde han fange Bod,
og end sad ham Jærn om Haand og Fod.
Saa vel hej!
Hr. Peder han ganger over Kongens Grav:
alle da sprang ham Jærnen af.
Velan! vel over at ride!