Epilog
(Fremsagt af Forfatteren den 4de Mai 1816, efter Benefice-Forestillingen for den nylig afdøde Knudsen.)
(Fremsagt af Forfatteren den 4de Mai 1816, efter Benefice-Forestillingen for den nylig afdøde Knudsen.)
Tilgiv og undskyld, brave Dannerfolk,
jeg her fremtræder som en ringe Tolk! —
Jeg for Din tabte Knudsens Slægt fremgaaer,
og modig — skiøndt veemodig — for Dig staaer! —
— Den Ædles Viv mig værdiger den Ære
hiin dybe Tak her for Dig at frembære;
og sødt og huldt det lindrer hendes Savn,
at Du omkrandser end hans Kunstner-Navn!
— Saameget er mig blot paalagt at sige: —
jeg kunde atter nu bag Scenen vige;
dog tillad, Døttre, Sønner af vort Nord!
jeg taler end et ringe Minde-Ord! —
— I Tanken hen Jer ved hans Gravhøi stil,
hvor Dagen i sit hele Farvespil
ven skiønne Vaarpragt herligt nu oplukker,
og Vaarnat søsterligt den sødt bedugger!
O! stil Jer der, og see med Tankens Blik
hver som forbi den Braves Gravhøi gik! —
— Sværdstøttet vil Skioldungen selv der staae,
og stille ved sin Bardes Gravhøi dvæle;
en Skygang paa hans Øies Himmelblaa
bestraale vil den Faldnes Eftermæle! —
— Den vakkre Krigsmand mindes vil hans Sang
den Gang Skiertorsdags-Storm-Malm vældigt klang,
og vakte efter mangt et fredsælt Aar
de danske Mænd til Kamp og Hæders-Saar; —
selv Krøbling, mærket stærkt med Hildurs Tegn,
vil slæbe sig ud i hans Bauta-Egn! —
— Den stille Borger vil i Tanken skue
ham kold midt i September-Nætters Lue;
den raske Dannerviv, den hulde Mø
med første Vaarblomst skal hans Grav bestrøe;
og hvert et ufordærvet, ædelt Bryst
hans Daad erindre med veemodig Lyst! —
— Men — vandrer Spotteren forbi Din Grav,
og, Knudsen! hører Du hans dumme Domme,
lad ham blegne, blues og forstumme!
da hæv Din Røst fra Evighedens Hav!
Ja — saadan tael! —: ”Siig Mig, opskudte Dverg,
”hvor sad Du, da jeg stod paa Norges Bierg?
”Slaa op Dit Livs-Bog! siig: hvad har Du giort,
”hvad liidt, hvad virket, som var Godt og Stort?
”Hvor var Du, da jeg fulgte elsket Drot
”fra dybest Dal til høiest Fieldeslot?
”Du qvæded’ muligt ved et Vellysts-Bord
”den Stund min Høisang klang i Trondhiems-Thor?
”Du sang vel Lefle-Viser mangen Nat,
”mens Nordstorm sang for mig paa Kattegat. —
”Siig! blænder Dig min Borgerkrones Glands,
”saa gaae, og skaf for Borgerdyd Dig Sands; —
”og naar, hvad Gavn jeg stiftet har, Du stifter,
”tilgiver Dig min Skygge let de Rifter,
”Du prøved’ nidkier paa mit Egeløv!
”men viig nu, Støv! og ei bestøv mit Støv!”
— Saa tale Du herned fra Valhals Tinde,
hvor nu iblandt Einheriar Du gaaer;
men, ædle Danmark! glem ei nogensinde,
at kun for Dig han hist saa tidligt staaer! —