Siig: er jeg fiern fra Dig, min Tankes Ven?
Du ved mit Hierte er selv i det Fierne. —
Du lyser mig liig Morgenlandets Stierne
til Klippens skiulte Himmelskatte hen. —
Jeg seer Dig henrykt fra min dunkle Vei;
i Stormens Nat høit bær’ Du Troens Lampe;
Du staaer som Kriger i Din Herres Kampe,
høit Skioldet paa Din Arm, Du bugne ei! —
Men hvorsomhelst Du gaaer, sendt af Din Gud,
en Ildmuur staae om Dig, og Gud annamme
som Vellugts-Offer vores Venskabs Flamme!
han tændte den; hvad kan den slukke ud? —