Peter Foersom (1777–1817)

Epilog

(Fremsagt efter Besøget eller Lyst til at glimre ved en privat Forestilling til Bedste for Sammenskuddet til Knudsens Efterladte.)

Den gamle Wendenberg igien fremtræder;
hans Sorg nys drukned i et Hav af Glæder;
han kaster Anker nu i trygge Havn;
vidt om paa Verdens vide Jord han stævned’;
o! det han søgte længst, han nys først favned’,
forlorne Søn i trofast Fader-Favn.
— — Og her han skued’ henrykt et Besøg
af Giæster, ei af Glimmersyge flokket,
hvem Veldaads-Soel til nordisk Mindebog
selv midt i Vaarens fagre Dage lokked!
I offred’ ved Hans Christian Knudsens Grav;
han ligger borgerkronet nu i Muldet;
ham offred’ I ei til; han agted’ Guldet
kun naar han gavmild det til Brødre gav! —
— — Men paa hans Grav skal herligen opstaae
et Mindetræ, og gyldne Grene sprede
til Slægters Hielp, til Trøstesløses Glæde,
og strække sig i Evighedens Blaa. —
Og nogle Sædkorn er nu nedlagt her;
— velsignet være Hver, som et nedlagde;
velsignet det Besøg, hvor hver Giæst bragte
en Gave med, hiin Ædles Minde værd?