Til Katharina Jaquet,
da hun havde spilt Grevinde Salisbury
da hun havde spilt Grevinde Salisbury
i Schröders Eduard.
i Schröders Eduard.
(Oversat efter Sonnenfels.)
(Oversat efter Sonnenfels.)
O, rødme er! Min Roes ei Smiger er.
Med hastig Gift en Smigrers Aande dræber
den skiønne Spire til Talentets Blomster.
Nu skal Du høre, om jeg smigre kan.
Ja, Pige! hver en Tone vorder Sandhed
paa Dine Læber, trænger dybt i Sielen;
Dit Øies Ild opflammer hvert et Ord
med Udtryk; værdig til at være Mønster
for Raphaels og Guidos høie Kunst
Din kongelige Anstand er; Dit Spil
Henrykkelse for Øre, Øie, Hierte:
og skinsyg Eduard feiler, naar hos Dig
han ahner kun een eneste Medbeiler.
O, Konge, kast Dit Flammeblik omkring Dig!
See! Salens tause Skarer brænde for
den himmelske Salisbury, som Du.
Med disse Gaver smykket, og ved dem
bestemt at være Tydsklands Scenes Pryd,
Thalias Stolthed, Melpomenes Stolthed;
med denne Aand, med denne Følelse,
som trolig paa Naturens Vei Dig leder,
ja, selv Naturens Helligste Dig aabner —
med disse sieldne Gaver, denne Kunst,
som, uden Leder, Du har skabt Dig selv,
har Du den Ret Dit høie Værd at føle.
Ret til at lære det henrykte Folk,
hvad Sandhed er, hvad Skiønhed, ved Dit Spil —
og ei antage Love for Dit Spil
af Hoben.
Klynkende Monotonie
anseer den — kun for tidt — for Følelse,
barnagtig Pænhed for Naivitet.
Forrvænnet udi Smag og Syn den holder
den hæse Stønnen, som at sprænge truer
det vidt udspændte Bryst, og Krampetræk,
som Pinebænkens Synder selv vanzire,
for troe Træk, som laantes af Naturen.
Ja! alt for troe! Men ogsaa skiønne? — Nei!
Thi Svulst i Ord ei Høiheder, og ei
udtrykker stumme Moderlidelser
ved Musklers Krampe; dyb — men skiøn er Smerten.
i Circus’s Støv. Han tænker paa den Hæder
at skues af Senatet og af Folket,
og hæver sig i Dødens Striid, og falder
i Pialter. Axekrandsen, slyngende
sig om de løse, ikke vilde Lokker,
forraader meer det qvalomspændte Hierte
end den forvirrede Forstand; udsmykker
med Sørgepragt den ømme Elskovs Offer.
Du raser ei; kun Sorrig Dig forvilder;
og dog — hvo føler ei Medlidenhed
ved dette Veemods Blik, ved Læbens Smile,
mens stille Taarer zittre i Dit Øie?
Hvem farer ei Din Liigsang dybt i Sielen?
Hvo strøer med Dig ei paa Din Faders Grav
Violer? Græder ei med Dig paa Graven?
For alle Kunster gielder denne Lov:
Tilgiv det Bifald da, som yttrer sig i Klap;
den Roes, som Haanden yder, hædrer ei.
Lastdrageren, med sine brede Hænder,
staaer deri over Mænd med Aand og Hierte.
Dig priser taus Beundring meget meer,
naar, henrykt ved Dit ædle Mesterspil,
den stille Skare knap at aande nænner,
af Frygt for at berøve sig en Skiønhed. —
Naar ved Dit sande Spil den fulde Sal
henreven glemmer sig, og føler med Dig,
og deler Vemod, Glæde, Stræk med Dig.
Men, Pige! da ven kierlige Natur
Med slige sieldne Ævner Dig har prydet,
og kaaret Dig til Tydsklands Scenes Stolthed;
med disse høie Gaver, denne Kunst,
som uden Mønster Du har skabt Dig selv:
er Kunstens Fordring paa Dig ogsaa stor.
Selv høiest Flugt af Hverdags-Vinger er
knap Middel-Region for Ørnens Flugt;
dens Maal er Solen. — Dit den høieste
af Kunstens høie Tinder. — Ikkun der
vil Rygtet flynge Evighedens Krands
omkring Din Isse; og opnaaer Du ei
hun høie Tinde. — o, om Du endog
høit svang Dig over Dine Brødres Flugt,
blev Du dog staaende dybt under Dig
og det Talent, som Dig Naturen gav!