Ak, det er forbi! Det hulde Øie
smiler aldrig — aldrig meer!
aldrig toner meer den blide Stemme!
Graven aabner sig; dens Giemme
favner moderlig hans Leer.
Scenens Engel blideligen taler
ved hans tause Hvilested:
”Hver, som saae hans Manddoms feire Sommer,
længe end den ihukommer,
glemmer let hans sidste Fied!”
Ak, hans Aften var saa fuld af Kummer!
Døden var hans sidste Ven!
med hiin Slægt, som fordum ham paaskiønned’,
og som huld hans Iid belønned’,
her den samled’ ham igien.
Clementin blev glemt, skiøndt ei erstattet!
glemt er hvert af Scenens Savn!
Rose selv jo vandt ei Mindets Ære! —
Glemsel Du da viet være,
huld den aabne Dig sit Favn!
Far da vel! og Tak for hver en Glæde,
Du har skiænket Scenens Ven!
Roses Aand Dig møde hist med Glæde,
Dig til Paradiset hen!