Det var den sidste Morgenstund,
Solstraalen stod paa Fængselsgluggen,
endnu han slumred, mild og sund,
i Guds Haand, som et Barn i Vuggen.
Kriton, hans Ven, stod stille hos
og stirred længe paa den Gamle,
saa sukked han: O, bliv hos os!
Vi uden dig i Mørke famle.
Sit Øie Sokrates opslog:
Du skulde ikke vakt mig, Kjære!
Et Drømmesyn forbi mig drog,
en klar Røst bød mig trøstig være.
En Gud, en Gud har sendt dig den,
et Varsel om, at nu vi nærme
til Lykken os. Udbrød hans Ven
og tog en Fil ud af sit Ærme.
Jo, Kebes strax gik ind paa alt
og siden Simmias fra Theben
og mange fler, og rigt betalt
er hver en Vagt, og Filen sleben.
Nu Lænken falder, og en Baad
bagved mit Pakhus er bemandet.
Med Guld og Gods man finder Raad
mod Sykophanter og alt andet.
Da reiste Sokrates sig fra
sit Leie: Kriton, siig mig, bleve
vi to vel ikkun nu og da,
og ei for hver en Dag, vi leve,
fuldt enig om, at Retfærds Vei
skal trædes og paa den ei tøves,
selv om imod os Retfærd ei,
men Uret undertiden øves?
Skal ei en god Mand være god,
om end alt Folket gjøer som Hunde,
skal vi vel rokke Lovens Rod
og volde, Staten gaaer til Grunde?
Ei Kriton turde sige Nei,
han kjendte hver en Slutnings Kjæde,
og Sokrates sin Tankes Vei
end eengang eftergik med Glæde.
Da saa var viist og fundet ret
og skjønt belyst med mangt Exempel
og fæstet hen paa Tankens Bræt
som Tavler i en Skytsguds Tempel,
at Staten som et Moderskjød
har født og fostret hver sin Borger,
og Barnet maa i Liv og Død
fromt føle for sin Moders Sorger;
og om end Moder tidt var vred
og svang sit Ris, saa det blev blodigt,
skal hver god Søn dog, hvad han led,
tage med Fred og tage modigt.
Og mindst han skal med Tyvekneb
sit Hjems Dør dirke eller sprænge
for ned at nres i et Reb
af Hænder smurt med andres Penge —
Hvad vilde Loven, Retfærds Brud,
til saadan troløs Karl vel sige,
om svøbt i snehvidt Gudeskrud
fremfor vort Syn kun kunde stige?
Da Talen var til Ende holdt,
og det blev langt, hvad Loven vilde
sige af baade varmt og koldt,
og Kritons Tanker stode stille,
den Gamle med sit klare Blik
og dette Smil, som ei kan glemmes,
udrakte Haanden: Hvad, om gik
min Ven nu hen, hvor Retten fremmes,
og bad den Mand, der bag min Dør
sidder og tro paa Loven varer
— han var en god Mand mod mig før,
jeg bør ei lønne ham med Snarer —
at koge nu sin skarpe Drik
og række mig mit sidste Bæger?
Imens vi kan med Venneskik
end tales ved om hvad der læger.
Og flere Venner kan jo samles
paa denne skjønne Vaarens Dag,
om I vil lytte til den Gamles
Forsvar for Retfærds gode Sag,
den Sag, at mere værd er Venner
end nogle Levedages Tal.
Hvad om jeg trykked Eders Hænder,
imens jeg Eders Penge stjal?
Det Øvrige hos Platon læses,
han har jo fanget i sit Speil
sin Mesters underfulde Billed
og fandt i det slet ingen Feil.
Saa dybt hans Tanke end har gravet,
ei anden Skat han hævet fik
end Sandhed, Godhed, Mod og Frihed
og Glædens Genier i hans Blik.
Vi talte nys om, hvad vel Frihed
kan være og maa nævnes ved,
og fandt, den Guddoms Navn maa hedde
fra Hjærtets Side Kjærlighed.
Mens vi nu mindes ham, der trøstig
i Hellas drak sin Kalk med Fred,
vi ville sige, Frihed kaldes
i Tankens Sprog Retfærdighed.