Korset — Ak ja! Gav du Herre
da og mig et helligt Syn?
Ikke ganske saa, desværre,
sparsomt falde Himlens Lyn.
Sænkt i Sorgens Sø, forvirret
som et gammelt jaget Hors
har jeg siddet her og stirret
Øiet blindt paa Verdens Kors —
Kirkens med og Videnskabens,
dybt det sank i Øiets Speil,
mest af alt dog Dødninghavens,
deraf tager ingen feil.
Ja, et Øie blændes let nok,
du har gjort det til et Speil,
alt det skuer, om end træt nok,
viis det ogsaa Øiets Feil.
Lad ved mit Kors Blikket hænge,
fyld med Blods og Taarers Tegn
Hjærtets Tavle, altfor længe
saae jeg mod en fremmed Egn.